Prix Radio Vindere 2017

Herunder kan du se en liste, over vinderne, af Prix Radio – Danmarks Officielle Radiopriser 2017.

Årets Brug af Sociale Medier

“P3 Satire”, DR P3

Juryen fandt mange af de indstillede bidrag velproducerede og ser frem til at følge denne kategori med en endnu stærkere fokus på nytænkning og udførelse, bl.a. brugerinddragelse. Facebook er en oplagt platform til at inddrage lytterne og gå i dialog, hvilken ingen af de indsendte bidrag rigtig formåede at løfte. Om vinderen udtalte juryen: ”Vinderen viderefører radiokanalens DNA til de sociale medier og formår at sætte relevante samfundsanliggender på dagsordenen”. Rammer Facebook tonen bedst, originalt i eksekvering og overskueligt. Skildrer klart med at der er tale om satire på trods af vigtige spørgsmål på agendaen.

Årets Dokumentar/Feature

“Man stoler vel på præsten”, DR P1
Christian Engell og Gry Hoffmann

”En rystende sag”. ”Den der ramte mig i maven”. ”Fantastisk godt grundarbejde”. Juryen havde mange roser fremme om årets vinder. Historien er fortalt uhøjtideligt og dog respektfuldt. Kilderne er mange og de bringer lytteren hele vejen rundt om historien, samtidig med at man udsættes for en radiofonisk oplevelse. De får fortalt en væsentlig samfundshistorie med fortælleteknisk elegance, respekt for de involverede og med stærk dokumentation.

Årets Event

“Luk mig ind – det’ jul”, DR P4 Syd og Esbjerg

Årets event skal involvere lytterne. Årets event kan være konkurrencer, koncerter eller ud-af-huset oplevelser. Juryen havde mange positive ord om alle de nominerede, men når et event bliver en del af en større fortælling, når man kan indfange selve essensen og selve ideen bliver et symbol på hvad der er oppe i tiden i forhold til medmenneskelighed og lykkes med at kombinere grænsebomme og åbenhed så har man juryen lige hvor man vil have den.

Årets Kritiske Interview

“Er hun krid eller kran”, Radio24syv
Claus Cancel

Om det kritiske interview sagde juryen: ”Det holder sin præmis hele vejen igennem”. Intervieweren er indigneret, men holder sin professionelle distance og formår at gøre det kritiske interview til et godt interview fordi der sker en gensidig lytning til svar og spørgsmål.

Årets Gode Samtale

“Min Lille Hassan”, Radio24syv
Hassan Preisler og Kristian Danholm

Juryen faldt for hans ligefremhed, hans engagement og temperament, der indimellem flyder befriende over. Årets vinder overtræder grænserne. Sommetider så meget at man ville ønske man kunne spole henover de passager, hvor man udfordres for meget.. Men der kommer saftsuseme god radio ud af det.

Årets Kommercielle Radioprogram

“GO NOVA”, NOVA
Dennis Ravn, Maibritt Vingsøe, Signe Krarup og Jojo

Juryen havde generelt mange roser til de nominerede programmer. Lige fra hvor utrolig svær en opgave det er som alene-vært at bære et program til hvor eminent man inddrager lytterne i flowet. Om vinderen sagde juryen: Programmet har en enorm høj standard efter danske forhold. Det er et utrolig stabilt show, der forbinder folk og giver lytteren lyst til at blive længere og ikke mindst komme tilbage igen. Så selvom der skulle målfoto til for at finde vinderen er det en enig jury der ønsker et stort tillykke.

Årets Lytterinddragelse

“Sangskriver”, DR P7 Mix
Jonas Gülstorff

Årets lytterinddragelse havde premiere som kategori og der var mange, meget forskelligartede bidrag. Dommerkomiteen valgte at lægge vægt på at lytternes bidrag er et blændende greb til at fortælle en historie og er formmæssigt elegant udført. At det samtidig både er lærerigt og en invitation i værkstedet opvejer at lytternes reaktion kan opleves en kende corny.

Årets Morgenflade

“24syv Morgen”, Radio24syv

De nominerede har alle en meget høj kvalitet og udfylder på hver sin vis en eller flere af de elementer som juryen lægger vægt på i bedømmelsen til topkarakter. Vinderen skiller sig dog ifølge juryen ud ved at udvise mod og finde nye nuancer som få andre tager sig tid til. De har fornyet genren og er dermed et skridt foran. Derudover er de godt selskab for lytteren, de er naturlige og de er utrolig gode til at have gæster i studiet. Det mest helstøbte program i genren.

Årets Musikprogram

“Kristian Leth og Outsideren”, DR P2
Kristian Leth

Et godt musikprogram skal formidle, begejstre og gøre os klogere. Juryen har også lagt vægt på, at programmet formår at ramme bredt uden at forfalde til laveste fællesnævner. Om vinderen sagde juryen: “Programmet er et luksusprodukt – en radiofonisk perle. Det er ambitiøst, velresearchet,og lykkes med på en gang at gøre stoffet personligt og inddragende. Det lyder svært, men det ér Leth.”

Årets Nyheds-/Aktualitetsprogram

“Bagklog”, DR P1
Esben Kjær

Der var mange glimrende elementer i hver af de nominerede bidrag og juryen drøftede en række af de afgørende faktorer, der kan resultere i, at et program skiller ud fra de andre.Om vinderen sagde juryen, at det udviser en friskhed og en fornyelse. At programmet er uhøjtideligt med en humoristisk tilgang til stoffet og ikke mindst at værten er både velforberedt og velformuleret med en herlig selvironisk distance.

Årets Nyskabelse

“Luk mig ind – det’ jul”, DR P4 Syd og Esbjerg

Juryen var udfordret allerede ved reduktionen af de nominerede til en shortlist på tre. 28 bidrag, hvoraf mange i den grad levede op til kategoriens beskrivelse gjorde det til en stor bedrift blot at blive nomineret. Juryen fandt dog i sidste ende at årets vinder stak ud ved at have et samfundsrelevant aspekt, en vært der var super involveret og konstant på spil. Juryen sagde ”God blanding af reportage og virkelighed. Hvis programmet blev gemt og nedgravet på USB stik og gravet op efter 100 år ville det have stor værdi for forståelsen af 2016.

Årets Podcast/On-Demand

“Morten Resen: Startup”
Morten Resen

Rekord mange indstillede bidrag i kategoriens 3. sæson. 22 indstillede bidrag skulle reduceres og juryen gik som altid til opgaven med ydmyghed og seriøsitet. Det var en kategori med meget forskellige podcast og de nominerede siger noget om bredden og hvorfor juryen indgående måtte drøfte, hvad der skal indgå og hvordan man skal skille sig ud for at vinde Årets Podcast.Juryen er derudover vanvittig begejstret for den mangfoldighed og idegenerering, der trives i podcastmiljøet og opfordrer til flere kategorier.Om vinderen sagde juryen – ”Podcasten rummer en ærlighed, en friskhed og et indblik i en verden, hvor alt er på spil”. Vinderen formår at brug sin person fuldt ud på en ikke psykologisk måde og programmet spiller på de sociale medier og udkommer når det er relevant. Som skabt til podcast.

Årets Promotion for Program

“Fonk! Det er lørdag”, DR P4

Juryen var rimelig klar. Promotion for program skal give lyst til at lytte og en klar forventningsafstemning. Årets vinder er ifølge juryen ”mega godt mixet” ”sindssygt godt timet” og koger værternes personlighed ned i en Maggieterning.

Årets Radioprogram

“Den Korte Radioavis”, Radio24syv
Frederik Cilius, Rasmus Bruun, Allan Gravgaard Madsen og Zissel Kjertum-Mohr

Alle de nominerede var præmieringsværdige på hver sin baggrund. Årets radioprogram skal dog skille sig ud og juryen var enige om at belønne et program, der fortsat er i udvikling. Et program der til stadighed er på alles læber og med en uhyre høj standard spidder Danmark igen og igen. Juryens kortvarige drøftelse af om Årets Radioprogram kan være det samme tre år i træk blev derfor hurtigt gjort til virkelighed.

Årets Reklame

“Electrolux Ultrasilencer Zen”
Lars Jul

Juryen indledte med at drøfte vægtningen af ide og udførelse. Og valgte på baggrund afbedømmelseskriterierne en fokus på den GODE RADIOREKLAME. Hvad er præmissen for at slå igennem på radio. Hvordan udnyttes de særlige radiofoniske virkemidler. Om vinderne udtaler juryen: ”Reklamen udnytter mediet fuldt ud og fungerer på radios præmisser. Der er gode lydeffekter og man ”råber” ikke. Juryen tilføjer at der er en god forklaring af produktet og megasejt at man tør bruge produktet i reklamen. Det skaber troværdighed og ærlighed overfor forbrugeren. Juryen afslutter dog med at man skal holde sig for god til at love ”fred i sindet”.

Årets Satire

“Den Korte Radioavis”, Radio24syv
Frederik Cilius, Rasmus Bruun, Allan Gravgaard Madsen og Zissel Kjertum-Mohr

Juryen bag Årets Satire, var ikke tvivl. Dansk radio oplever i øjeblikket en opblomstring af satire i radioen. Og der produceres rigtig meget god satire. Både i form af uafhængige podcast og fra de etablerede radiostationer. Blandt de indstillede og blandt de nominerede er der dog nogen der overgår sig selv. Troværdige karakterer, der på en sjov, klog og overraskende facon formilder sommetider ganske nørdede emner. Satireshowet rammer målgruppen eminent og det er derfor svært at komme udover at vinderen af Årets Satire.

Årets Vært

Iben Maria Zeuthen, Radio24syv

Juryen opfordrede sidste år til at rette langt mere fokus på denne for radioen enormt vigtige rolle og er meget begejstret for den bredde og alsidighed, der er i de 18 indstillede bidrag. Om vinderen sagde juryen: ”Godt forberedt og godt håndværk”. ”Er personlig uden at blive privat og er blidt pågående og meget nysgerrig”. Alt sammen helt essentielle kvalifikationer for at blive Årets Vært. Så på trods af højt kvalificeret konkurrence var der ingen tvivl om at årets vinder udviste klasseforskel og evner som få at få lytteren til at mærke gæstens følelser gennem det de siger.

Årets Øjeblik

“Trump HAR altså vundet”, DR P1
Stephanie Surrugue, Jan Falkentoft og Maria Dohn

Juryen var naturligvis glad for den iderigdom der har ført til 25 indstillede bidrag i ”Årets Øjeblik”. Der udvises dog også en iderigdom, der går ud over rammerne af de 5 minutter der ligger i indstillingsbeskrivelsen. Det skal der strammes op på.I denne kategori er man dejlig fri for snærende kategoribeskrivelser. Alt kan komme på tale og det primære er, at der vitterligt er tale ”om et øjeblik”. Og juryen var derfor heller ikke i tvivl om, at vinderen griber en impulsivt opstået situation. At det altid er magisk at breake nyheder og at direkte her og nu radio bare nogen gange er vanvittigt godt radio for lytterne.

Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon

“GO NOVA”, NOVA
Dennis Ravn, Maibritt Vingsøe, Signe Krarup og Jojo